Udlejning af klimavenlige duplex ungdomsboliger på Nørrebro – 3 min gang fra Metroen

Oplagt til det unge par

Unik mulighed for at bo i nyopførte lyse ungdomsboliger på taget af tidligere industribygning.

De moderne boliger består af et soveværelse, et rumligt badeværelse samt åbent køkken / stue med et fantastisk lysindfald. Herfra er der direkte udgang til privat terrasse. Boligerne indeholder hems med mulighed for enten soveplads eller kontor, ligesom der er et depot til opbevaring.

Boligerne på 47 kvm (brutto) + 8 kvm hems og depotrum er særligt egnede til et par, men er også delevenlige, ved etablering af soveplads på hemsen.

Klimavenlige boliger

Boligerne er opført indenfor vores klimavenlige strategi.

De er isoleret efter nutidige standarder og er udstyret med med grønt sedum tag, hvor der er indlagt solceller, hvilket gør byggeriet selvforsynende med el.

Ydermere er der investeret i inteligente målerløsninger fra NorthQ, som via data skal hjælpe lejerne med at reducere forbruget.

Unikt fællesskab på taget

Boligerne indeholder forskellige fællesfaciliteter, som skal være fundamentet for et unikt fællesskab. Der er fællesvaskeri, en stor tagterrasse samt fælles opholdsrum med fælleskøkken, hvor der er rig mulighed for at mødes og hyggesnakke med de andre unge.

Multikulturelt område i udvikling

Heimdalsgade 39 er beliggende på ydre Nørrebro. Området er under hastig udvikling, bl.a. grundet åbningen af Cityringen, hvor både Nørrebro Station og Skjolds Plads Station er indenfor få minutters gang.

Ejendommen beliggende tæt på indkøb og fitness, ligesom et spirende caféliv i området. Du får det åbne grønne område Superkilen og Den Sorte Plads i baghaven.

Store uddannelsessteder som KU, CBS og Metropol er i cykelafstand.